Tekst av Ole M. Rasmussen
Til den ærede læser som er mindre velbevandret i tog- og/eller Baltikum:
Det baltiske jernbanenet har siden dets etablering sidst i 1800-tallet haft samme lidt bredere sporvidde end det europæiske normalspor som de russiske jernbaner. Det er der imidlertid ved at blive lavet om på i disse år, idet man med et stort og meget dyrt anlagt projekt ved navn Rail Baltica vil forbinde Tallinn, og indirekte Helsingfors, med Berlin via de polske jernbaner:
Hjemmeside: Rail Baltica Official Website | Rail Baltica
Video: www.youtube.com/watch?v=spQ4v0Y2FfM
Ruteføring: https://info.railbaltica.org/en/interactive-map
I fremtiden vil højhastighedstog kunne befordre dig fra Berlin til Tallinn på ca 8 timer, en rejse der i dag tager mere end det dobbelte med bil, vel at mærke uden stop undervejs. Som vi kender det med store anlægsprojekter hjemmefra, så lider også dette storstilede projekt under konstante forsinkelser og budgetskred. Det er allerede blever udsat flere gange. Officielt hedder fristen for fuldendelse i dag 2030, men de fleste tror mere på 2035. Alt imens skrider byggeriet alligevel fremad. Overalt bliver det stadig mere synligt, med færddiggjorte broer, tunneller, faunapassager og omlæggelser af nærliggende veje.
Som man senere i denne artikel vil se et glimt af, kan man på Rigas hovedbanegård se det halvfærdige byggeri af ekstra perron- og sporanlæg, og i Tallinn skyder en helt ny hovedbanegård op nær lufthavnen i bydelen Ülemiste.
Balterne lader sig imidlertid ikke nøje med fjerne fremtidsudsigter. Allerede nu har man taget de første spæde skridt til en forbedre infrastruktur landene imellem, idet man har genåbnet en længe savnet togforbindelse mellem de tre hovedstæder. Ukendt for de fleste ikke-baltere er det nok at de sidste internationale tog mellem de tre lande helt ophørte med at køre for godt 20 år siden. Kun de mest fanatiske togentiusiaster kunne finde på at køre med lokaltog fra Tallinn til grænsebyen Valga (på den estiske side), overnatte en nat i byen og tage en taxa ud til den øde stationsby Lugaži 2 km bag den lettiske halvdel af grænsebyen for så at stå på et sjældent bumletog til hovedstaden Riga.
Men fra i år er forbindelsen genåbnet: Den 6. januar i år genetablerede de tre baltiske statsbaner (Estland: Elron / Letland: Viva / Litauen: LTG) et samarbejde om en koordineret køreplan der forbinder Tallinn i nord med Vilnius i syd med en daglig afgang i hver retning.
Mere om dette kan du læse om her: Tallinn – Tartu – Riga – Vilnius train connection | Elron
En enklet daglig afgang er ikke meget, men dette er trods alt et første forsøg på at få en fornuftig jernbaneforbindelse op at stå. Mere end den spæde begyndelse er det så heller ikke.
Se første uger måtte man leve med at skulle stige om to gange undervejs, og altså skal køre med tre forskellige togsæt i stedet for et gennemgående tog. I februar fik man lettet rejseoplevelsen lidt, idet man helt udelod det lettiske tog, og i stedet nu kører med de mere komfortable tog hele vejen gennem Letland og Litauen. Køæreplanen er imidlertid fortsat uændret: 12 minutters stop i Riga (hvor det lettiske og litauiske togpersonale afløser hinanden) +19 minutters stop for omstigning i Valga. Ialt 31 minutter går der altså på disse længere stop. Men det er så til at leve med.
Værre er det samlede antal stop på vejen:
Som i mange andre sammenhænge, når man sammenligner de tre nationer, så er det letterne der halter bagud i udviklingen. Se selv på kortet! Så længe man kører gennem mellem Vilnius og Riga (Litauen og sydlige Letland) eller mellem Valga og Tallinn (Estland) er antallet af stop overskueligt. Men den lettiske køreplan på strækningen Riga-Valga skal altså nå at have bedstemor med på hvert eneste lille trinbræt! Letterne er leveringsdygtige i flere gode historier, men det vender jeg tilbage til.
I februar 2025 gav mit job ved European Energy (et dansk firma der udvikler vedvarende energi) mig anledning til at prøve denne nye togforbindelse af. Jeg (der bor lige udenfor Tallinn i Estland) skulle deltage i et kommunikationsseminar i vores regionale hovedkvarter som ligger i Vilnius. For at nå frem til en middag i den litauiske hovedstad aftenen forinden var jeg nødt til at købe en flybillet med det iøvrigt udmærkede lettiske (!) flyselskab Air Baltic. Med afgang fra Tallinn kl 10.25 og ankomst i Vilnius kl 21.03 ligger den daglige togforbindelse i nord-sydgående retning for sent på dagen. Så jeg besluttede mig for at købe en enkeltbillet med fly ud, og så – efter en ekstra overnatning i Vilnius – tage toget hjem.
Hvad er da billigst: Fly en vej, eller en hotelnat + tog?
Her er resultatet af mit eget regnestykke:
Fly en vej Tallinn-Vilnius (Air Baltic) *: 214,50 €
Hotel ** + tog *** Vilnius-Tallinn: 155,75 €
* Flybillet købt 6 dage før afrejse
** Hotel Panorama er ikke noget prangende sted, MEN det ligger klods over for banegården, 200 meters gang, hvilket er en fordel når man skal stå på toget klokken 07.05. Til gengæld flottede jeg mig med et godt hotelværelse: For få år siden fik hotellet bygget en 7. etage på, og her er der tip-top moderne og komfortable værelser (”Exclusive Class”). Stadig billigere end Hotel Hilton natten før, hvor de fleste af mine kolleger overnatter.
*** Billetter til 1. klasse de to ud af tre togstrækninger hvor det var muligt
Altså: Selv med komfort på hotellet og højest mulige komfort på toget, så var det væsentligt billigere end flybilletten!
Men så er der det der med ”komfort” og tog …i Letland.
Her i Estland har jeg gjort det til en vane, når jeg en sjælden gang rejser over længere strækninger med tog, at købe billet på 1. klasse. Det kan lyde lidt ekstravagant, og ja, jeg tror aldrig nogensinde jeg har siddet på 1. klasse hos DSB derhjemme. Men i Estland (som i øvrigt også i Litauen) er det ganske enkelt den eneste måde at sikre sig en reserveret plads på. Og så koster det nu heller ikke alverden ekstra.
Således fint vant satte jeg mig nu til at købe billetten hele vejen fra Vilnius til Tallinn. Jeg var jo så glad for at have erfaret at de tre baltiske statsbaner har strakt sig så langt at man via det litauiske LTG-LINK kan købe billet til hele strækningen ved EN skranke.
Det kunne jeg også. Men kun til 2. klasse! Og hvorfor så det?
Jeg vidste jo at i hvert fald estiske Elron har 1. klasse i deres tog, også fra Valga.
Efter en hurtig chat med ”Aiste” på LTG-LINK’s hjemmeside fik jeg også bekræftet at jeg kunne købe en plads på 1. klasse i det litauiske tog, som jeg så kunne nyde indtil Riga, hvor jeg ifølge den oprindelige køreplan måtte forlade det. Men af en eller anden årsag kunne deres nyoprettede fælles billetsystem ikke tilbyde mig denne 1.klassesbillet, da muligheden jo kun forelå indtil Riga. Aiste og jeg blev så enige om, at jeg fine menneske måtte nøjes med at indløse billet hos hende Vilnius-Riga. Resten af vejen ville jeg så tiltuske mig billetter hos de respektive baltiske selskaber.
Det estiske Elron tog jeg bare fat i telefonisk. De kunne desværre ikke sælge mig billet Riga-Tallinn. Kun Valga-Tallinn. Men så kunne jeg til gengæld også få mig min vante luksusplads.
Så kom turen til det lettiske Vivi (Vienā Vilcienā). Jeg loggede mig på deres hjemmeside, registrerede mig som fast kunde med konto, adgangskode og hele pivertøjet, og begyndte så at bestille billetten til lettiske tog som skulle bringe mig fra det litauiske til det estiske tog. Og ganske rigtigt, her lå hunden begravet: De lettiske statsbaner kender ikke begrebet 1. klasse. Her rejser man solidarisk klasseløst. Meeen helt snydes for ”valgmuligheder” skulle jeg jo heller ikke. Det er ikke uden grund at letterne har indtjent sig et ry blandt deres baltiske naboer som ekstremt bureaukratiske. Nu viste det sig sandelig, at billetten kun gjaldt min (ikke garanterede) siddeplads. Hvis jeg tillod mig den luksus at medbringe et stykke bagage, så skulle jeg på god RyanAir-manér bonnes for det oveni. Nå, herregud, budgettet holder vel til det, når det kun er 2,10 € som skal lægges oven i den fyrstelige sum af 8,00 € Riga-Valga.
Her er da det samlede rejsebudget med toget:
| Pris/€ | |
| Litauisk 1.-klasses billet Vilnius-Riga | 34,00 |
| Lettisk «klasseløs» billet, men (inkl bagage!) Riga-Valga | 10,10 |
| Estisk 1.-klasses billet Valga-Tallinn | 25,46 |
| Pris i alt: | 69,56 |
Og her er rejseplanen:
| Ankomst | Afgang | |
| Vilnius | 07:05 | |
| Riga | 11:04 | 11:16 |
| Valga | 13:51 | 14:10 |
| Tallinn | 17:34 |
Kan det så betale sig tidsmæssigt hhv arbejdsmæssigt?
Jeg vil påstå at det næsten kan gå lige op. Ganske vist er 10 1/2 time lang tid, sammenlignet med 1 time og 10 minutter i luften, men hertil kommer halvanden times indtjekning og en halv times ekstratransport til lufthavnen. Samt en opdelt dag med masser af spildtid uden mulighed for at koncentrere sig. Under hele togturen kunne jeg sidde bekvemt og koncentrere mig om mit arbejde uden forstyrrelser og med udmærket internetforbindelse, enten togets WIFI eller min egen via telefonen.
I mellemtiden var de ”klassløse” lettiske tog så rangeret ud på et sidespor, hvilket i realiteten betød at jeg kunn beholde min udmærkede siddeplads på litauisk 1. klasse hele vejen til den estiske grænseby Valga. De får nok snart styr på billetteringssystemet mellem letter og litauere, så man kan købe sin 1.klasses billet hele vejen, ved EN skranke.
Så oprandt dagen!
Efter et yderst vellykket kursus med mine kolleger i European Energy havde jeg (tors-)dagen forinden indlogeret mig på førnævnte Hotel Panorama på selve banegårdspladsen. Jeg havde endda prøvegået turen til banegården og fik målt tiden (i adstadigt gammelmandstempo) til 2 1/2 minut. Ganske overkommeligt.
Morgenmaden på hotellet ville først blive serveret 5 minutter før togets afgang, hvilket naturligvis var udelukket, men dels går man ikke glip af noget på dén konto (dertil er hotellets morgenanretning for middelmådig), dels vidste jeg at man ville kunne købe sig noget spiseligt ombord på det litauiske tog, og så manglede jeg ærligt talt appetitten.
Hurtig udtjekning fra Hotel Panorama.
Natten havde ikke været for vellykket. Ikke på grund af hotellet, for luksusværelserne på 6. sal fejler absolut intet. Skylden lå hos mig selv og mit dårlige valg af aftensmad. Skuffet over at arbejdsgiveren aftenen forinden havde spist mig af med en fransk smagningsmenu og ikke den litauiske nationalmad som jeg havde set frem til, havde jeg nemlig frivilligt tilbagelagt 25 minutters gang gennem den gamle bydel til en hyggelig kælderrestaurant med hele snavset. Jeg endte med at bestille ”litauisk bonderet”, hvilket sikkert er godt for hårdtarbejdende litauiske bønder, men ikke for en halvgammel kontorrotte der netop har tilbragt hele dagen i et mødelokale. Den fede mad ødelagde søvnen.
Nåh, men ud af sengen, et hurtigt bad, og så afsted! Hen over pladsen, et par stop for foografering, og ind i den fine banegårdssal. Et sted fyldt med minder.
Gamle minder
Det her var i sin tid mit livs første møde med det forjættede Baltikum, da jeg i september 1991 ankom hertil med toget fra Berlin (Ostbahnhof). Jeg, der dengang var en ung VU’er med et stort internationalt engagement, ikke mindst ift vore tyske naboer var blevet inviteret med på en spændende rejse af mine venner fra Junge Liberale, det lille tyske FDP’s ungdomsorganisation. Vilnius var dengang vores første stop på en ekspedition der senere skulle bringe os til Skt Petersborg. I Warszawa var vi steget om på et russisk nattog som via Grodno (et hjørne af Hviderusland) bragte os over grænsen til Litauen. Undervejs overnattede vi i de beskedne åbne sovevogne uden aflukkede kupeer, hvor vi skiftedes til at ligge vågne og holde øje med hinandens bagage. Næste morgen blev vi modtaget på denne banegård, af Litauens unge liberale, herunder den senere undervisningsminister Gintaras Steponavicius. En vittig fyr der altid var en flittig leverandør i vittigheder om ”de varmblodede estere”.
Nåh, men det er jo ved at være et halvt århundrede siden.
Det litauiske tog
Nu, i det Herrens år 2025, sætter selvsamme tidligere VU’er, godt grånet i tindingerne og alle andre steder på hovedet i et tog der er lysår fra fordums sovjetrussiske sovevogne, og fuldt ud kan målse dig med de kgl danske statsbaner.
Det litauiske intercitytog som jeg skal køre med er det polskbyggede Pesa 730 fra årene 2013-2016, altså anskaffet samtidigt med at også esterne fornyede deres materiel og erstattede de gamle sovjetiske tog med schweiziske. Jeg må sige at polsk komfort er lige så god som schweizisk.
Ganske vist har jeg valgt 1. klasse, men man får virkelig noget for pengene: Der givet virkelig god plads til lange ben under fold-ud-borde med en bredde på 40+15+15cm, og mellem stolerækkerne er der efterladt en halv meters mellemrum til stor bagage. Måske lidt ødselt, men det er vel hvad der er tilbage, når der tages så stort hensyn til komforten for de 16 passagerer der bliver plads til her i denne halve togvogns 1.klasses-kabine.
Afgang – og togservice!
Kl 07.07 afgår toget med 2 minutters forsinkelse. Måske på grund af et par stakåndede kvinder som netop ankomne i toget står bøjet over deres kufferter og hiver efter luften som havde de netop overstået fridykning i 50 meters dybde. Kort efter breder lettelsens smil sig på de kogende ansigter og de ler til hinanden, glade over at de nåede denne togafgang. For det er jo unægtelig en mangelvare herovre, i alle baltiske lande, sammenlignet med Danmark: Antallet af togafgange. På de kortere strækninger omkring hovedstæderne er der måske timesdrift, men skal vi længere, så er mulighederne begrænsede. Skal du f.eks. fra Vinius og ud til havet ved Klaipeda, er der højest to afgange dagligt hver vej. Vilnius-Riga
Kort efter afgang bliver billetterne fra folks mobiltelefoner kontrolleret, og straks efter skal vi alle forkæles af den søde togstewardesse, der serverer gratis vand, kaffe/te og brownies og tager imod bestillinger for eventuelt ekstrakøb. Undertegnede, der efterhånden er ved at være kommet sig over gårsdagens fede strabadser beder om menukortet der til forveksling ligner det man får stukket i hænderne oppe i airBaltics udmærkede fly. Jeg supplerer morgenmåltidet med en varm sandwich med skinke og ost samt en appelsinjuice.
Ingen restaurant er færdigbedømt før toilettet er besøgt, og det gælder naturligvis også toget. Heller ikke her bliver jeg skuffet. Der er pænt og rent og alt det udstyr man forventer i et moderne tog.
Efter godt en halv times kørsel mod vestnordvest passerer vi amtsgrænsen, og 20 minutter senere krydser vi ved stationsbyen Jonava floden Neris der danner grænsen mellem provinsen Dzukija (hvor Vilnius ligger) og Øvre Litauen som udgør størsteparten af de centrale og nordlige dele af landet. Jeg bider mærke i hvor godt et banelegeme litauerne har. Man mærker knapt nok rystelser, selvom hastigheden gennem de snedækkede landskaber ligger på omkring 90-100 km/t. Også Estland kan præstere renoverede banelegemer af samme kvalitet, men jeg er ikke sikker på om det er i lige så stor udstrækning.
07.47 Første stop i Kaišiadorys, hurtig af- og påstigning og efter halvanden minut er vi atter på vej mod Letland, nu i en mere nordvendt retning. Kl 08.05 har vi et kort stop i Jonava.
Det er ved at være tid til at jeg begynder dagens arbejde, så jeg tjekker mine mails og får sendt en lejeaftale med en jordejer til advokaten i Estland, så forberedelserne til opførelsen af en vindmølle kan tage deres begyndelse.
Rain Baltica
Uden at vide det, passerer jeg i dette øjeblik fremtidens højhastighedstogs sporføring med europæisk normalsporvidde mellem Kaunas, Panevezys, Bauska og Riga.
Den nye jernbane i europæisk sporvidde tillader ikke blot højere hastigheder (op til 250 km/t for passagertogs vedkommende, 120 km/t for godstog). Den er også langt kortere end den rute jeg i dag tilbagelægger. Hvis man, som jeg på nedenstående animerede kort har gjort, lægger det nye sporforløb oven i det gamle, for mannoget der næsten ligner et dollartegn: Den gamle bane (min rute i dag) former sig som et S. Rail Baltica bliver en næsten snorlige linie fra nord til syd.
Udenfor er det tyndt snedækkede landskab baget i den smukkeste morgensol. Vi nærmer os den lettiske grænse, det er tydeligt, for der bliver længere mellem de store skove. Det relativt flade landskab er domineret af store åbne marker. Det er her, i grænselandet mellem Litauen og Letland at Baltikums frugtbareste jord, og dermed flertallet af de rundt regnet 50 danskejede landbrug befinder sig. I min kones og mit lille rejsebureau har vi allerede været værter for adskillige danske landbrugsgrupper som vi sendte ud på besøg hos danske landmænd heromkring.
Kl 09.05 forlader vi Radviliškis, og det må konstateres er det ikke er lykkes vores lokfører at indhente de to tabte minutter fra Vilnius. Tværtimod er vi vist helt oppe på 3 minutters forsinkelse, hvilket i Japan ville være en dødssynd men nok knapt ville blive bemærket i det danske kongerige.
Kl 09.18 (nu kun 2 minutter forsinket) ankommer vi i Šiauliai, der med sine 126.000 indbyggere er Litauens fjerdestørste by og i øvrigt hjemsted for den første af de i mellemtiden to NATO-flybaser i Baltikum. En ung blond dame har netop erstattet min hidtidige lidt ældre kvindelige medpassager, og da hun slår sine tyske lærebøger op må jeg jo lige have stillet min nysgerrighed. Det viser sig at hun er på en student fra min gamle tyske ”hjemby” Køln. Hun har netop deltaget i en tenniskonkurrence. Skolebøgerne har hun med sig for ikke at komme for langt bagud. Ja, det er jo et internationalt tog, så den slags kan man også komme ud for…
Nu går det i et lidt mere sagte tempo videre mod grænsen. Man kan godt mærke at dette stykke jernbane ikke har haft lige så høj prioritet hos LTG Infra (den lokale pendant til Banedanmark) som de øvrige litauiske banestrækninger. Letland, med alle dets logistiske vanskeligheder, synes at ånde os i nakken allerede.
…hvilket får mig til at tænke på min næste store bekymring:
Tid til frokost
Skal jeg mon proviantere medens tid er, her i det hyggelige litauiske tog? Eller kan jeg forvente nogen som helst form for togservice mellem Riga og den estiske grænse. Så kommer dagens gode nyhed, eller rettere: Påmindelse: I Riga er der jo ingen omstigning. Det samme komfortable litauiske tog bringer mig helt til grænsebyen Valga. Altså ingen grund til at dø af sult for den rejsende her. Undertegnede har nu nok alligevel rigeligt at tære på, både af det spiste fedt fra i går, og af det det fedt som i mellemtiden har fæstet sig under ribbenene. Men nu ved du det altså: Din frokost kan du købe ombord på det transbaltiske tog.
Pokkers! Jeg fik ikke billedet af grænsen. Nå, men den er jo også krop umulig at se, for man skal kende det præcise markskel her i de pandekage-flade marker. I mellemtiden er klokken blevet 10.10 og vi har lige passeret den lettiske grænseby Eleja. Uden stop heldigvis. På denne del af ruten har litauerne nok sat sig igennem overfor deres lettiske naboer og insisteret på færre stop. Jernbanen er faktisk tip-top her. Ikke den mindste vibration mærker man, ikke engang fra skinnesamlingerne!
Og sørme om ikke lokføreren fik taget sig sammen: Præcis kl 10.30, helt efter køreplanen, er vi fremme i Jelgava, Letlands tredjestørste by og tidligere vinterresidens for fyrsten af Kurland. Dengang var byen mere kendt under site tyske navn Mittau. Af den gamle by er der desværre ikke mange sten tilbage. Den blev fuldstændig jævnet med jorden under 2. Verdenskrig, og hvad der ikke var ødelagt, det tog de sovjetrussiske bulldozere sig af. Kun med undtagelse af fyrstens vinterpalads (i dag landbrugsskole) og et par kirker. Tilbage er ellers kun en udtryksløs beton-by.
Videre går det mod hovedstaden Riga som jeg indtil denne rejse troede var Baltikums største. Det er den ikke længere, i hvert fald ikke målt på indbyggertal. I mellemtiden har Vilnius (ifølge mine litauiske værter) overhalet den. Gad vide om det bliver ved med at gå lige så godt? Turen fra Jelgava mod Riga begynder gå med sneglefart, og man forstår ikke om det er pga lettiske fartgrænser eller et utal af sinkende signaler. Det har så den fordel at jeg igen kan orientere mig, efter at min telefons Googlemap stod af og lod markøren blive stående 40 km bagude. Nu kan jeg så i stedet nå at fange skriften på et skilt på en perron vi passerer: ”Jaunolaine” står der. Det føles næsten som om at den litauiske togfører også savnede landkending, for aldrig så snart har vi passeret den lille station, så bliver der sat fuld gas på dieselmotoren igen.
Riga, Letlands hovedstad
Vel ankomne til den ettiske hovedstad ruller vi over broen, over den store Daugavaflod. I strålende solskind med udsigt mod det lettiske nationalbibliotek og hele panoramaet af den gamle bydel ved flodbreden.
Med kun et minuts forsinkelse ankommer vi klokken 11.05 til Rigas hovedbanegård. Det meste af toget tømmes for passagerer, der erstattes af nye rejsende mod nord. Jeg er spændt på om nogen kommer og kræver den vinduesplads jeg lige har tiltusket mig, men det virker ikke som om at toget er helt så belagt denne strækning som på den foregående. -Nå jah, så skal jeg da lige ud i vinterkulden for at få mig lidt billeddokumentation. I Riga er der ifølge køreplanen 12 minutters pause, så jeg skal da lige ud på perronen og fange et motiv til min rejseberetning. Dejligt at vide at jeg bare kan lade bagagen stå.
Den lidt rodede banegårdsbygning fra 2-3 forskellige perioder før og efter slutningen af Den Kolde Krig.
Banegården ligger i øst-vestlig retning, med hovedbygningen mod nord, ind mod gamle bydel. På den modsatte, sydlige side aner man den halvfærdige tilbygning med nye perroner og ekstra spor som venter højhastighedstogets længe ventede ankomst. Men Rail Baltica fattes penge, ligeledes gøre Letland, så der tales nu om at udsætte ibrugtagningen af de nye perronanlæg i Riga og den planlagte sløje ud forbi lufthavnen. I stedet vil man en overgang benytte den mere direkte godsbane i de omgivende skove mod øst, kombineret med gamle lokaltog som commutere mellem by og bane. Men først skal vi jo lige se banen fuldført. Den skal nok komme, en gang, men nok snarere 2035 end det officielt proklamerede 2030…
Bumletogsfart gennem det nordlige Letland
Nu begynder den langstrakte affære med hyppige =11 stops hele vejen. Det første af slagsen er i forstaden Zemitāni. Målt i kilometer er denne strækning mellem Riga og Valga den korteste, men mellem Vilnius og Riga var der kun 7 stop, og mellem Valga og Tallinn er tallet ligeledes 7. Ingen tvivl om hvem vi først skal snakke med hvis vi skal forkorte rejsetiden mellem Vilnius og Tallinn! Ellers er banens kvalitet nu ganske fin. Bedre end mange strækninger i Danmark.
Så er det frokosttid, og jeg forsøger mig med noget nyt fra menukortet: En varm ciabattasandwich med oksekød. Dertil en cola, for jeg kan ikke lide den franske øl de tilbyder. De kunne nu godt holde sig til noget af den udmærkede bryg som findes på begge sider af den lettisk-litauiske grænse!
Landskabet nordøst for Riga ligner set fra togvinduet, ikke underligt, det jeg kender fra landevejen: Kilometervis ubrudt skov, enkelte lysninger med spredt bebyggelse, men eller ikke andet end skov på en temmelig ugæstfri sandjord. Men hvor bliver man dog munter ved bare at kigge ud på solskinnet efter alle disse mørke vinterdage. På en fredag. Med udsigt til en forlænget weekend takket være Estlands nationaldagen 24. februar!
Pokkers, der spildte jeg cola på skjorten! Den plastik som det skide bægre er lavet af er så tyndt at det er umuligt at styre. Nå, godt at vi har ”Ælle-mor” (sådan har min mor døbt sin svigerdatter Ele) og vaskemaskinen derhjemme😊
Så er der sørme billetkontrol igen! I det samme tog? Ja, for denne strækning har jeg jo købt billet til hos lettiske VIVA, fordi der tidligere blev kørt med et lettisk tog. Nu mådet da snart være på tide at de får lavet deres billetbookningssystem om så man rent faktisk KAN indløse 1.klassesbillet for hele vejen. Jeg sidder her jo endnu, på 1. klasse! Mine lettiske medpassagerer, der kun bruger dette internationale tog som lokaltog har tydeligvis ikke en 1.klassesbillet. De er bare heldige at de fandt sig en plads her. Og derfor er der jo selvfølgelig heller ikke nogen af dem der har gjort krav på min stjålne vinduesplads. De har ingen pladsreservation!
Sigulda er et stop værd, det må jeg give min derboende danske ven Esben medhold i. Ikke alene er byen og omgivelserne smukke. Det er stationsbygningen også.
Jeg fik arbejdet lidt igen. Men nu går det altså for langsomt! Sneglefart gennem skovene. Stop ved en lillebitte station ved navn Ieriķi. Vi snegler videre mod Cesis. Nu kører vi gennem Gauja Nationalpark, og landskabet er betydelig mere varieret. Kuperet, afvekslende med skove og marker. Her er virkelig kønt. Heldigvis er farten taget til igen, så der er håb om at se gode gamle Estland inden mørkets frembrud. Klokken 12.45 (helt efter planen) ruller vi ind i Cēsis. Byen hvis estiske navn er Võnnu, og tyske ditto er Wenden, går ikke uden grund for at være en af Letlands smukkeste og bedst bevarede provinsbyer. Måske kun overgået af Kuldīga i Kurland. Også Cēsis’ banegårdsbygning er seværdig. Man skulle måske tage cyklerne på toget en anden gang, og køre herned igen, opleve nationalparken på sine egne to hjul!
Lettiske skolebørn står på toget og kigger sig lidt usikre om i de uvante litauiske omgivelser. Tør man sætte sig på 1. klasse? Nå hvad, går den så går den!
Abstinenserne begynder at melde sig. Jeg bestiller en kop sort kaffe medens tid er. Man ved jo ikke om der er noget at få i det ellers udmærkede estiske tog på den anden side af grænsen. Ingen behov for at købe mere. Min tyske medpassager der stod af i Riga efterlod sig sin gratis brownie uåbnet. Hun var tennisspiller og tydeligvis bedre til at passe på formerne end undertegnede. Den enes nød den andens brød.
Liverne, det hedengangne fiskerfolk
Endnu 4 lettiske stop inden grænsen. Af hvilke kun det ene kan retfærdiggøres. Valmiera er en relativt fremgangsrig provinsby med industri og meget andet, beliggende i lettisk Livland. Hvorfor skriver jeg sådan? ”Lettisk Livland”. Jo, for gennem 700 år, indtil landenes første selvstændighed i 1918 var dette landskab en del af den tyskbaltiske og sidst russiske (men alligevel tyskbaltisk styrede) provins Livland. Den sydlige halvdel var (bortset fra den lille tyske overklasse af riddere, herremænd, præster og andet godtfolk) beboet af letter. Den nordlige halvdel af det gamle Livland udgør i dag den sydlige halvdel af Estland, og var altså (bortset fra den lille tyske overklasse af riddere, herremænd, præster og andet godtfolk) beboet af estere. Provinsens ældste universitet var Dorpat, nu kendt som Tartu i Estland, men hovedstaden var Riga i den modsatte, lettiske ende.
Sit navn skylder provinsen en gammel urbefolkning, liverne, som beboede kysterne og de kystnære egne omkring Riga-bugten, og som primært ernærede sig ved fiskeri. Ligesom esterne var liverne i modsætning til de lettiske stammer ikke et baltisk folk, men et finsk folk. De bukkede under for den hårdhændede tyske mission og korsriddere, og i dag er livisk et litterært med dødt sprog, ligesom latin. Enkelte sproglige spor har liverne dog efterladt sig i det moderne lettiske sprog, der muligvis kan betegnes som et af Europas nyeste sprog, idet moderne lettisk er en blanding af de gamle baltiske stammesprog kurisk, semgalsk, selisk og letgallisk. Men også låneord fra det sydfinske sprog livisk blev den del af det nye lettiske sprog. Selvom forskellen mellem dansk og lettisk er mindre end mellem lettisk og estisk, kan der således findes interessante sprogbroer mellem estisk og lettisk. Nogle eksempler:
| Dansk | Lettisk (livisk) | Estisk |
| hus | Māja | maja |
| skov | Mežs | mets |
| navle | Naba | naba |
| betale | Maksāt | maksma |
| endnu | Vēl | veel |
NB: Den lange lige streg over en vokal skal på lettisk forstås som lang udtale af vokalen (hvor esterne i givet fald blot angiver det med dobbelt vokal)
Klokken er 13.11, og vi er rettidigt ankommet til Valmiera (estisk: Volmari / tysk: Wolmar). Efter godt et minut er vi allerede på vej videre mod den estiske grænse. I min 16 pladser store 1. klasses afdeling er vi kun to passagerer tilbage. Tydeligvis er nyheden om dette alternativ for rejsende forretningsfolk ikke slået helt igennem endnu. Eller også synes mange (ligesom mig) at det tager for lang tid og der er for få afgange at vælge imellem. Der skal mere til for at slå konkurrenterne bus og fly.
Klokken 13.51 er vi helt rettidigt fremme i grænsebyen mellem Letland og Estland. Byens imonerende banegård ligger i den estiske halvdel af byen, der ved grænsedragningen i 1920 blev delt mellem de to lande.
Tid til omstigning. Det estiske tog står klar på den anden side af perronen. Og der bliver også tid til at fotografere lidt.
Efterhånden som vi nærmede os den lettisk-estiske grænse begyndte det at blive svært at føre telefonsamtaler. Det er et fænomen jeg kender fra bilen også, men her i toget synes jeg det særlig slemt. I hvert fald fortsætter problemet med dårligt netværksdækning langt ind i Estland. Først efter 50 kilometer inde, nær Elva er vanskelighederne ovre.
Men ellers er det jo dejligt at være tilbage i de estiske tog der er bygget af Stadler i Schweiz og indkøbt i 2013-2014. Hvad enten det er diesel-versionen (som jeg her kører med fordi vi også kører udenfor de elektrificerede strækninger omkring Tallinn) eller den elektriske version, så kører de upåklageligt og fungerer som schweiziske urværk!
Næsten da… Ude på toilettet har vandhanen alligevel givet op. Selv den bedste kan fejle. Men det i hvert fald noget andet end italienske AnsaldoBreda!
Kort før Tartu, efter at have afsluttet en serie af telefonopkald der løbende blev afbrudt pga dårlig netværksforbindelse, henvender min sidemand ovre fra den anden side af toget sig pludselig til mig. En herre i midt-tyverne tiltaler mig på et lidt gebrokkent, men alligevel forståeligt dansk. Jeg tror først han er en af de mange begavede estiske Tartu-studenter, men nej. Han studerer i Potsdam, og så slår vi over på tysk, men nej, heller ikke derfra er den sprogbegavede unge mand fra. Han er fra en mindre by i staten New York, i USA! Jeg korrigerer ham så hurtigt og siger: På dansk hedder det nu: ”Undskyld men jeg er fra USA”. Han tager ikke min danske sarkasme ilde op, så snakken går gemytligt videre indtil han alt for tidligt skal forlade toget.
I øvrigt er jeg ikke så alene mere i toget fra det øjeblik vi kommer til Elva. Da begynder der atter at indfinde sig passagerer. I Tartu er der en veritabel folkevandring ind i toget. Mange af de uheldige 2.-klassespassagerer må stå op samtlige 200 km fra Estlands næststørste by med det store gamle universitet til hovedstaden. Særligt slemt er det naturligvis på en fredag eftermiddag hvor mange studerende er på vej hjem til mor og far for weekend.
Men det er stadig de estiske statsbaners (Elron’s) akilleshæl: De mangler togstammer som den danske flåde mangler duelige flådefartøjer.
Så var det Jõgeva. Ankomst 15.47 sharp. I Estland kommer man ikke ”kun 2 minutter” for sent. Man kommer til tiden. Eller man kommer for sent!
Men vi kommer naturligvis ikke for sent. Kl 17.30 ruller toget ind på hovedbanegården i Tallinn, hvor jeg lige har 7 minutter til at stige om på toget ad vestbanen. I gamle dage gik den helt til den idylliske kystby Hapsal, hvor landets flotteste stationsbygning endnu står. I 1995 blev banens vestlige havldel nedlagt og omlagt til cykelsti, men der er nu bestrøbelser på at genetablere banen. Dette tog kører til den nye endestation som man foreløbigt har nået at genåbne: Turba. Togene på denne strækning ligner dieseltoget som jeg kørte med fra Valga, men på dette er elektrisk, hvilket giver en betydeligt hurtigere acceleration til gavn for de meget tættere køreplaner i hovedstadsområdet.
Kl 18.00, efter 10 timer og 55 minutter, kan jeg stige ud på stationen i Laagri, hvor konen venter mig med bilen for at hjælpe mig og bagagen de sidste par kilometer hjem.
En vellykket tur. Lidt for tidskrævende endnu, ja, men ikke spildt tid, så længe man har sin arbejdsplads med sig.